torsdag den 14. marts 2013

NFC, en QR-dræber - eller?

Kommer NFC-teknologien til at afløse QR-koderne som kontaktpunkt? Det har der været en livlig debat om det sidste års tid. Der er blevet råbt, ulven kommer flere gange: NFC-teknologien vil komme til at feje QR-teknologien af banen som kontaktmedie. Men er det i virkeligheden politiske og økonomiske barrierer, der er med til at holde udviklingen tilbage? 

NFC-teknologi tilbyder en mere brugervenlig interaktion med enklere og færre trin end QR-koden, men de journalister og bloggere, der tegner NFC/QR-debatten, glemmer nogle helt centrale overvejelser i deres sammenligning af de to teknologier.

Er debatten og sammenligningen overhovedet relevant? Og er det egentlig en formatkrig som, de, der er over 30, kender det fra VHS og Betamax? I dette indlæg vil vi se nærmere på, hvad der gør de to teknologier unikke. Vores påstand er, at der i virkeligheden ikke er tale om to rivaliserende produkter, men om to værktøj der kan komplementere hinanden og hjælpe forbrugerne, når de benytter det mobile medie i samspil med omverdenen.



Hvad gør forudsætningerne og de to teknologier forskellige?

De to teknologier er især forskellige på ét punkt, der gør det utrolig svært at sammenligne dem, og som gør, at de har to vidt forskellige forudsætninger for at finde deres vej til markedet.

- QR-koder er en softwareteknologi, der udelukkende benytter eksisterende komponenter i telefonerne, og derfor allerede i dag nemt kan aktiveres på millioner af enheder over hele verden. 

- NFC er en hardwareteknologi, som kræver både software og dedikerede hardwarekomponenter til både at sende og modtage information. 

Helt grundlæggende betyder det, at NFC underlægges en række politiske og forretningsmæssige faktorer, som gør en markedspenetration til en udfordring. Prisen på NFC-chips og producenternes vilje til forberede deres enheder til teknologien er svære at forudsige, og før disse faktorer er klarlagt, kan vi ikke spå om, hvor hurtigt NFC-markedet vil vokse.

De seneste tal, jeg er faldet over, estimerer, at 10-15 % af smartphoneudbuddet vil understøtte NFC i løbet af i år. Men dette tal kan ikke stå alene. Spørgsmålet er samtidig, hvor ofte folk skifter deres smartphone ud? De fleste mobilejere har i snit deres telefon imellem halvandet og to år. Introduktionen af den noget dyre smartphone har bestemt ikke medvirket til at gøre levetiden kortere. Det vil sige, at vi er et godt stykke inde i 2015, før der er tilstrækkeligt mange mennesker, der har udskiftet deres telefoner til NFC-aktiverede enheder.

Det er fortsat usikkert, hvad det kommer til at koste at implementere en NFC-kampagne, og hvordan teknologien rent faktisk skal benyttes i en volumenmæssig sammenhæng, hvis du eksempelvis vil benytte NFC-teknologi i kombination med adresseløse forsendelser eller printannoncer, hvor QR-koden i dag er dominerende. Det bliver interessant at se, hvordan NFC-markedet vil sikre en billig og nem udbredelse, og hvad omkostningerne vil være på NFC-chips, efterhånden som efterspørgslen stiger.   

QR-koder er ikke den perfekte teknologi, og der findes helt sikkert mange alternativer, som gør billedgenkendelse nemmere og mere intuitiv. Men QR-teknologien har en altoverskyggende fordel: Den er open source.

Det betyder mulighed for universal tilgang til teknologien – gratis -  både for konkurrerende virksomheder og slutbrugere.

Der findes allerede flere tusinde QR-applikationer på markedet, der alle er kompatible med alverdens mobile operativsystemer. Virksomheder, der ønsker at bruge QR-mediet, kan ganske gratis og på få minutter generere QR-koder, der på alle mulige måder kan integreres med andre løsninger, der dækker specifikke behov. 

Content is King 

I debatten omkring NFC vs. QR er det også vigtigt at have i baghovedet, at det ikke er teknologien, der sikrer trafikken. Det kan være nok så smart, men hvis ikke det bliver brugt i en relevant sammenhæng, er det ligegyldigt, om du så kan overføre informationer ved tankens kraft.

Folk glemmer, at indholdet stadig er konge og 100 % afgørende. Også når man arbejder med nye og spændende teknologier. NFC og QR faciliterer kun brugernes muligheder for at tilgå indhold, men indholdet samt design/layout af selve kampagnen vil altid være det vigtigste for at sikre succesen og folks interesse. For NFC og QR er det afgørende, at det indhold, der er tilknyttet, er relevant, og at indholdet er optimeret til brugerens enhed, så det fungerer optimalt på samtlige mobileenheder, der er på markedet.  

QR/NFC - styrker og svagheder

Der er især ét punkt, hvor NFC inden for meget få år kan finde sin berettigelse, nemlig mobilbetalinger. De store aktører – dvs. NETS, Google, Paypal, Visa og et væld af andre - er i dag i gang med at transformere måden vi betaler i en mere mobil retning.

En undersøgelse forudsiger, at betalinger med NFC vil eksplodere fra 0 til over 50 milliarder dollar inden udgangen af 2014. Mange, vil de kommende år blive mødt af NFC-betalingsmuligheder i forbindelse med brug af plastikkort (bl.a. Rejsekortet) og mobilenheder. Det vil naturligvis være med til at give teknologien et løft, men det vil stadig ske langsomt - meget langsomt. 

Danmark er et af de eneste steder i verden, hvor der findes betalingskort, der fortsat er gratis for forbrugerne. Mange andre teknologier har tidligere prøvet at tage kampen op med Dankortet, men forbrugernes prisbevidsthed har altid vundet og betydet nederlag for systemer, hvor der skal betales for transaktionen. Så kan det være nok så smart. Har mobile penge eller premium SMS måske ændret vores betalingsadfærd ?

Indenfor mobil betaling ser vi det som overvejende sandsynligt, at NFC vil overtage nogle af de anvendelser, QR-koder har i dag. Primært fordi den er hardwarebaseret og derfor mere sikker. Men forestillingen om, at NFC vil udslette QR-koden i eksempelvis den trykte og grafiske branche, ser vi som stærk overdrevet.

QR-koder vil fortsætte med at trives på grund af den lette tilgængelighed. Og lur mig om ikke, QR-scannere bliver en del af standardkameraapplikationen i takt med at den kommercielle brug af QR-koder vokser.

Hvad venter om hjørnet? 

Jeg er sikker på, at mange af de, der bruger QR-koder kommercielt, er faldet over spørgsmålet, "hvad skal jeg gøre, når NFC kommer?" Det simple svar er ingenting. Brug den på samme måde, som du bruger QR-koder i dag - hvis det giver mening. 

Vi kunne snildt tilbyde mulighed for at koble NFC til vores kampagner og bestille en bunke NFC-tags med et par dages levering, men det ville pt. ikke give nogen mening, da markedet ganske enkelt ikke eksisterer. Det er ikke noget, vi undlader, fordi vi er vokset sammen med QR-teknologien. Det, der gør Okaris platform og produkter unikke, har for 99 % vedkommende slet ikke noget med QR-koder at gøre, men ligger udelukkende i, hvordan man kan eksekvere og analysere på sine kampagner, men hvor QR-koden pt. er kontaktpunkt.

Har du arbejdet med professionelle QR-kampagner, ved du, at det ikke er selve koden, men det indhold og den teknologi, som den bliver kombineret med, der giver den reelle værdi.

Hvad enten du arbejder med NFC eller QR, er vores råd, at du bruger tiden på at sikre dig erfaringer med det mobile medie. Mange har fortsat meget at lære i forhold til kampagneeksekvering og til at levere kvalitetsprodukter, som slutbrugerne er tilfredse med. Det ændrer hverken NFC eller QR på.
Brug dine ressourcer på at analysere på dine konverteringer og på optimering af de måder, du bruger det mobile medie til at kommunikere med din målgruppe på.

Så længe indholdet er relevant, er det er de færreste forbrugere, der har nogen interesse i, hvad deres adgangspunkt er. Skal du have succes, skal du bevare fokus på målet - ikke midlet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar