onsdag den 17. april 2013

Danskerne kender og bruger qr-koderne

Vores venner hos Post Danmark har netop udgivet en super god two-pager med tal fra QR-analysen. Hent den her!


mandag den 15. april 2013

Østdansk turisme skaber trafik til partnerne med qr-koder


OPLEVELSESMAGASIN MED INSPIRATION OG KVALITETSTILBUD
Østdansk Turisme får to gange årligt husstandsomdelt magasinet ”Oplev” i udvalgte dele af Danmark. Magasinet udarbejdes i samarbejde med de lokale samarbejdspartnere og skal inspirere til oplevelser i Region Sjælland.

”I denne udgave af magasinet, valgte vi at sætte fokus på en række af de fyrtårne, der er i regionen”, forklarer marketingchef Peter Ole Sørensen fra Østdansk Turisme. ”Fx havde vi guldkokken Rasmus Kofoed, der vandt ”Bocuse d’Or”, til at guide rundt til nogle af de store spiseoplevelser i området. Og vi valgte også for første gang at teste QR-koder.”

RABATKUPONERNE ER ALTID MED PÅ REJSEN
”Det var især interessant at teste de mobile rabatkuponer”, siger Peter Ole Sørensen. ”Når læserne af bladet besøger en af vores partnere, kan de bare klikke sig frem til den kupon, de har downloadet til mobilen. Med de mobile rabatkuponer slipper vores gæster altså for at printe og huske at medbringe en kupon.”




”Vi vil gerne inspirere vores gæster og kommunikere vores tilbud på en spændende måde, og derfor bruger vi mange forskellige kanaler og prøver hele tiden at tænke nyt. QR koder styrker vores trykte reklamer og giver os mulighed for at og fange folk dér,hvor de er.” RESTAURATØR HENRIK PEDERSEN, RESTAURANT BABETTE

LEVENDEGØRELSE AF STORE OPLEVELSER TIL SMÅ PENGE
Magasinet blev omdelt som Segmenteret Adresseløs Forsendelse til 300.000 udvalgte husstande på Møn, Lolland-Falster og i udvalgte områder af København og Sjælland. For Østdansk Turisme var QR-koderne en god måde at levendegøre den brede palet af tilbud, der er i region Sjælland - uden at det kostede ret meget. ”At være omkostningseffektiv er vigtigt i turistbranchen, hvor pengene ikke er store”, forklarer Peter Ole Sørensen.

GEOLOCATION ÅBNER FOR ENDNU FLERE MULIGHEDER
Også ruteguider har et stort potentiale i turistbranchen. Guiderne tager udgangspunkt i brugerens aktuelle opholdssted og følger med, når brugeren af mobiltelefonen flytter sig geografisk. 

”Det er oplagt at lave flere ruteguider med individualiserede temaer, hvor vi fx guider de besøgende frem til lokale markeder, koncerter og andre arrangementer - og der dukker helt sikkert også andre muligheder op, som jeg ikke kan forudse lige nu”, siger Peter Ole Sørensen.

Blandt marketingchefens drømme er også at få trykt QR-koder på tavler, som kan placeres nær attraktioner og seværdigheder i regionen - og linke til små film, fotos, tekster m.m. På den måde vil Østdansk Turisme fx kunne gøre historiske seværdigheder meget mere levende for turisterne.

Dette blogindlæg er bragt i samarbejde med Post Danmark.





torsdag den 14. marts 2013

NFC, en QR-dræber - eller?

Kommer NFC-teknologien til at afløse QR-koderne som kontaktpunkt? Det har der været en livlig debat om det sidste års tid. Der er blevet råbt, ulven kommer flere gange: NFC-teknologien vil komme til at feje QR-teknologien af banen som kontaktmedie. Men er det i virkeligheden politiske og økonomiske barrierer, der er med til at holde udviklingen tilbage? 

NFC-teknologi tilbyder en mere brugervenlig interaktion med enklere og færre trin end QR-koden, men de journalister og bloggere, der tegner NFC/QR-debatten, glemmer nogle helt centrale overvejelser i deres sammenligning af de to teknologier.

Er debatten og sammenligningen overhovedet relevant? Og er det egentlig en formatkrig som, de, der er over 30, kender det fra VHS og Betamax? I dette indlæg vil vi se nærmere på, hvad der gør de to teknologier unikke. Vores påstand er, at der i virkeligheden ikke er tale om to rivaliserende produkter, men om to værktøj der kan komplementere hinanden og hjælpe forbrugerne, når de benytter det mobile medie i samspil med omverdenen.



Hvad gør forudsætningerne og de to teknologier forskellige?

De to teknologier er især forskellige på ét punkt, der gør det utrolig svært at sammenligne dem, og som gør, at de har to vidt forskellige forudsætninger for at finde deres vej til markedet.

- QR-koder er en softwareteknologi, der udelukkende benytter eksisterende komponenter i telefonerne, og derfor allerede i dag nemt kan aktiveres på millioner af enheder over hele verden. 

- NFC er en hardwareteknologi, som kræver både software og dedikerede hardwarekomponenter til både at sende og modtage information. 

Helt grundlæggende betyder det, at NFC underlægges en række politiske og forretningsmæssige faktorer, som gør en markedspenetration til en udfordring. Prisen på NFC-chips og producenternes vilje til forberede deres enheder til teknologien er svære at forudsige, og før disse faktorer er klarlagt, kan vi ikke spå om, hvor hurtigt NFC-markedet vil vokse.

De seneste tal, jeg er faldet over, estimerer, at 10-15 % af smartphoneudbuddet vil understøtte NFC i løbet af i år. Men dette tal kan ikke stå alene. Spørgsmålet er samtidig, hvor ofte folk skifter deres smartphone ud? De fleste mobilejere har i snit deres telefon imellem halvandet og to år. Introduktionen af den noget dyre smartphone har bestemt ikke medvirket til at gøre levetiden kortere. Det vil sige, at vi er et godt stykke inde i 2015, før der er tilstrækkeligt mange mennesker, der har udskiftet deres telefoner til NFC-aktiverede enheder.

Det er fortsat usikkert, hvad det kommer til at koste at implementere en NFC-kampagne, og hvordan teknologien rent faktisk skal benyttes i en volumenmæssig sammenhæng, hvis du eksempelvis vil benytte NFC-teknologi i kombination med adresseløse forsendelser eller printannoncer, hvor QR-koden i dag er dominerende. Det bliver interessant at se, hvordan NFC-markedet vil sikre en billig og nem udbredelse, og hvad omkostningerne vil være på NFC-chips, efterhånden som efterspørgslen stiger.   

QR-koder er ikke den perfekte teknologi, og der findes helt sikkert mange alternativer, som gør billedgenkendelse nemmere og mere intuitiv. Men QR-teknologien har en altoverskyggende fordel: Den er open source.

Det betyder mulighed for universal tilgang til teknologien – gratis -  både for konkurrerende virksomheder og slutbrugere.

Der findes allerede flere tusinde QR-applikationer på markedet, der alle er kompatible med alverdens mobile operativsystemer. Virksomheder, der ønsker at bruge QR-mediet, kan ganske gratis og på få minutter generere QR-koder, der på alle mulige måder kan integreres med andre løsninger, der dækker specifikke behov. 

Content is King 

I debatten omkring NFC vs. QR er det også vigtigt at have i baghovedet, at det ikke er teknologien, der sikrer trafikken. Det kan være nok så smart, men hvis ikke det bliver brugt i en relevant sammenhæng, er det ligegyldigt, om du så kan overføre informationer ved tankens kraft.

Folk glemmer, at indholdet stadig er konge og 100 % afgørende. Også når man arbejder med nye og spændende teknologier. NFC og QR faciliterer kun brugernes muligheder for at tilgå indhold, men indholdet samt design/layout af selve kampagnen vil altid være det vigtigste for at sikre succesen og folks interesse. For NFC og QR er det afgørende, at det indhold, der er tilknyttet, er relevant, og at indholdet er optimeret til brugerens enhed, så det fungerer optimalt på samtlige mobileenheder, der er på markedet.  

QR/NFC - styrker og svagheder

Der er især ét punkt, hvor NFC inden for meget få år kan finde sin berettigelse, nemlig mobilbetalinger. De store aktører – dvs. NETS, Google, Paypal, Visa og et væld af andre - er i dag i gang med at transformere måden vi betaler i en mere mobil retning.

En undersøgelse forudsiger, at betalinger med NFC vil eksplodere fra 0 til over 50 milliarder dollar inden udgangen af 2014. Mange, vil de kommende år blive mødt af NFC-betalingsmuligheder i forbindelse med brug af plastikkort (bl.a. Rejsekortet) og mobilenheder. Det vil naturligvis være med til at give teknologien et løft, men det vil stadig ske langsomt - meget langsomt. 

Danmark er et af de eneste steder i verden, hvor der findes betalingskort, der fortsat er gratis for forbrugerne. Mange andre teknologier har tidligere prøvet at tage kampen op med Dankortet, men forbrugernes prisbevidsthed har altid vundet og betydet nederlag for systemer, hvor der skal betales for transaktionen. Så kan det være nok så smart. Har mobile penge eller premium SMS måske ændret vores betalingsadfærd ?

Indenfor mobil betaling ser vi det som overvejende sandsynligt, at NFC vil overtage nogle af de anvendelser, QR-koder har i dag. Primært fordi den er hardwarebaseret og derfor mere sikker. Men forestillingen om, at NFC vil udslette QR-koden i eksempelvis den trykte og grafiske branche, ser vi som stærk overdrevet.

QR-koder vil fortsætte med at trives på grund af den lette tilgængelighed. Og lur mig om ikke, QR-scannere bliver en del af standardkameraapplikationen i takt med at den kommercielle brug af QR-koder vokser.

Hvad venter om hjørnet? 

Jeg er sikker på, at mange af de, der bruger QR-koder kommercielt, er faldet over spørgsmålet, "hvad skal jeg gøre, når NFC kommer?" Det simple svar er ingenting. Brug den på samme måde, som du bruger QR-koder i dag - hvis det giver mening. 

Vi kunne snildt tilbyde mulighed for at koble NFC til vores kampagner og bestille en bunke NFC-tags med et par dages levering, men det ville pt. ikke give nogen mening, da markedet ganske enkelt ikke eksisterer. Det er ikke noget, vi undlader, fordi vi er vokset sammen med QR-teknologien. Det, der gør Okaris platform og produkter unikke, har for 99 % vedkommende slet ikke noget med QR-koder at gøre, men ligger udelukkende i, hvordan man kan eksekvere og analysere på sine kampagner, men hvor QR-koden pt. er kontaktpunkt.

Har du arbejdet med professionelle QR-kampagner, ved du, at det ikke er selve koden, men det indhold og den teknologi, som den bliver kombineret med, der giver den reelle værdi.

Hvad enten du arbejder med NFC eller QR, er vores råd, at du bruger tiden på at sikre dig erfaringer med det mobile medie. Mange har fortsat meget at lære i forhold til kampagneeksekvering og til at levere kvalitetsprodukter, som slutbrugerne er tilfredse med. Det ændrer hverken NFC eller QR på.
Brug dine ressourcer på at analysere på dine konverteringer og på optimering af de måder, du bruger det mobile medie til at kommunikere med din målgruppe på.

Så længe indholdet er relevant, er det er de færreste forbrugere, der har nogen interesse i, hvad deres adgangspunkt er. Skal du have succes, skal du bevare fokus på målet - ikke midlet.

torsdag den 28. februar 2013

300 gr. hvedemel, 250 gr. sukker og 1 QR-kode

Når hverdagen er travl, køkkenkreativiteten begrænset og tiden ikke tillader de store kulinariske eksperimenter, er det godt med en kogebog, der gør arbejdet så nemt som muligt. Denne case beskriver hvordan du kan gøre det lettere, for dine læsere at tage relevante informationer med sig i byen. 



Tøsekogebogen er kogebogen for den moderne kvinde, der nok har et aktivt liv og gang i karrieren, men som samtidigt ikke går på kompromis med en god, varieret og ikke mindst hjemmelavet kost. Med QR-koder blev den klassiske kogebog forvandlet til et levende univers i lyd og billeder. Samtlige af kogebogens opskrifter blev suppleret af en QR-kode, så det blev muligt at hente opskrifter og tilhørende indkøbslister ned elektronisk, direkte på mobilen. Med den mobile indkøbsliste slap brugeren for papir og blyant, opskrifterne var lige til at tage med på vej ud af døren. QR-koderne gav samtidig adgang til korte videoer med inspiration og tips til tilberedning og servering, som man hurtigt kunne se inden man gik i gang med at lave maden.

Herunder kan du se en af de videoer som man kan tilgå via opskrifterne.


fredag den 22. februar 2013

Direct mail med unikke QR-koder

QR-koder på direct mails giver overraskende høj respons

I foråret 2012 relancerede Bonnier magasinet Penge & Privatøkonomi, der havde været gennem en omfattende og dybdegående fornyelse. I den forbindelse blev der gennemført en direct mail kampagne over for to segmenter:

• Cirka 10.000 nye potentielle læsere i mindre virksomheder over hele landet

• Cirka 20.000 tidligere abonnenter på privatmarkedet

Begge segmenter modtog et brev, en kuvert og en otte siders brochure med en præsentation af det nye magasin. I brevet var der et tilbud om 12 numre af Penge & Privatøkonomi til reduceret pris, en skattehåndbog og en præmie.


Unikke qr-koder kun muligt på trykte medier

Modtagerne kunne tegne abonnement på tre forskellige måder. Enten ved at sende et svarkort, ved at klikke sig ind på Bonniers webshop eller ved at scanne en QR-kode på brevet. Det var første gang, Bonniers gav læserne mulighed for at bruge QR-koder, og fordi der var tale om adresserede breve, var det muligt at lave unikke QR-koder. Det gjorde det nemt at respondere, for når modtagerne af brevene scannede koderne med deres smartphone, kom de frem til et tilmeldingssite, hvor deres navn allerede var skrevet ind.

21 % af abonnenterne kom fra qr-koder

”Jeg havde ikke forventet, at ret mange ville bruge QR-koderne, men hele 21% af respondenterne valgte den måde at svare på”, fortæller produktchef Ida Gøtzsche. ”Dermed gav koderne næsten lige så høj respons som webshoppen, som gav 22 %. De sidste 57 % kom fra svarkortene, og det var forventet, for vores trykte svarkort giver altid høj respons.” Ida Gøtzsche forklarer, at Bonnier altid giver abonnenterne valget mellem flere måder at svare på: ”Vores målgruppe er meget spredt, og nogle foretrækker de klassiske kuponer, mens andre ikke kunne drømme om at bevæge sig ned til postkassen. Med unikke QR-koder har vi fået en billig og nem løsning til den del af målgruppen, der lever og ånder med deres smartphones”, siger produktchefen.

Effektiv synergi mellem trykt og digitalt medie

Prøveabonnementet løber i 12 måneder, og Penge & Privatøkonomi ved endnu ikke, hvor mange der fortsætter som betalende abonnenter til normal pris. ”Derfor kan man heller ikke sætte to streger under facit og se, om kampagnen har tjent sig ind”, siger produktchef Ida Gøtzsche. ”Men antallet af introduktionsabonnementer er på et tilfredsstillende niveau, og uanset resultatet har vi lært noget om QR-koder, som vi også kan tage videre til vores andre brands.”

”Det er ikke dyrt at udvikle unikke QR-koder, og når man udnytter synergien med adresserede direct mails kan man opnå virkelig gode resultater. Vi ville fx ikke have kunnet opnå nær den samme respons ved at indrykke annoncer med generiske QR-koder”, fastslår produktchefen.

Dette blogindlæg er udarbejdet i samarbejde med Post Danmark 

tirsdag den 12. februar 2013

Klæder skaber folk - QR-koder skaber salg

Hointer, en ny tech-startup indenfor tøjbranchen, har åbnet sin første filial i Seattle, USA. Butikken henvender sig til mænd og sælger  i øjeblikket en bred vifte af jeans. Mens åbningen af ​​en ny tøjforretning sjældent er en bemærkelsesværdig begivenhed, er Hointer' koncept væsentligt anderledes end traditionelle detailhandlere. Butikken i Seattle har ingen salgsdisk, ingen kasseapparater, ingen salgsmedarbejdere og kun et par jeans af hvert mærke fremme i butikken.


Hvorfor er dette interessant på en blog for QR-koder?

Fordi det her er et fantastisk godt eksempel på, at brugen af QR-teknologien er tænkt et par skridt videre og rent faktisk giver funktionel værdi. QR-koder er en bærende del af løsningen, men handler så fantastisk lidt om dem.

Self-service der giver mening.

Jeg hader, som mange andre mænd, turen i tøjbutikken. Hvis det endelig er jeg kommer der, så køber jeg stort ind og hvis det er noget jeg kender størrelsen på køber jeg det på nettet. Jeg får simpelthen koldsved ved tanken om at skulle gå turen mellem prøverummet og tøjhylden. Det geniale ved Hointers koncept er, at alle jeans i butikken har en unik QR-kode. Når koden er scannet, bliver forbrugerne sendt til et mobilsite, der giver dem mulighed for at indtaste oplysninger, såsom længde og brede. Disse oplysninger sendes til lageret bag i  butikken, som samtidig holder styr på butikkens beholdning. Gennem en automatiseret proces, bliver de jeans som forbrugeren har udvalgt leveret via en sliske, der fører direkte ind i prøverummet. Hvis man vil have en anden størrelse "dumper" man bare bukserne ned  af en anden sliske og kan dermed vælge en ny størrelse via mobilsitet.

Forbrugerne vil gerne QR-koder, hvis de bliver brugt rigtig.

QR-koder i detailhandlen er efterhånden et kendt fænomen, men som vi netop har dokumenteret i vores seneste analyse, bliver virksomheder der ikke bruger teknologien i en relevant sammenhæng straffet. Heldigvis ser man flere og flere løsninger, hvor teknologien kun bliver brugt som kontaktpunkt i et setup, som rent faktisk er med til at skabe merværdi til forbrugerne.

onsdag den 6. februar 2013

Smugkig på QR-Analysen 2013

Kendskabet er steget og flere scanner QR-koder..... men.....interessen er generelt faldet på flere parametre, fordi teknologien bliver brugt forkert.

Igen i år har Analyse Danmark hjulpet os med at sætte fingeren på pulsen omkring markedet for QR-koder. Vi er sammen med Post Danmark ved at lægge sidste hånd på rapporten, men i nedenstående kan du få et kort indblik i hvad overskrifterne for dette års analyse bliver. Hvis du vil modtage den fulde rapport, når den er færdig, skal du blot tilmelde dig vores nyhedsbrev her til højre.



Som vi nævnte i vores indlæg "fra gimmick til nyttigt værktøj", så gennemgår alle teknologier en livscyklus, hvor den kommercielle brug i perioder langt overstiger det faktiske behov og efterspørgslen fra slutbrugerne. Det er hvad der kendetegner årets analyse. QR-koderne har på mange måder skulle genopfinde sin plads på markedet som nyttigt værktøj.

Vi kender koderne

Hvad der lige falder i øjenene er, at kendskabet er steget markant. Lidt over 90% af den danske befolkning kender i dag til QR-koder, præcis 20% flere end ved vores sidste måling i slutningen af 2011. Vi er også blevet bedre til at benytte teknologien i vores dagligdag. I dag har knap 80% af de adspurgte haft telefonen oppe af lommen og scannet QR-koder, hvilket er en fornuftig stigning på lidt over 13% siden sidste måling.

Men magien er væk

Et første kig på tallene viser samtidig, at de mest brugte QR-kode funktioner generelt er faldende. At kunne tilgå f.eks. en præsentationsvideo, rabatkupon eller produktinformation, er faldet mellem 2 og 6% siden vores sidste analyse. Paradokset i at flere vælge at scanne, men interessen er faldet, skal nok findes i nyhedsværdien omkring teknologien ved sidste måling hvor teknologien næste dagligt blev omtalt i medierne. Mange var mere fascineret af teknologien, som "bar" indholdet, end selve indholdet, og forbrugerne har nu en mere realistisk tilgang til hvilket indhold der lige præcis er relevant for dem og hvorfor de skal bruge de forskellige funktioner.

Der findes snart ikke nogen der ikke har en smartphone og tallene fortæller da også, at det kun er 10% der har en telefon der ikke kan scanne. Brugerne, der har scannet QR-koder, synes stadig ikke det er særlig kompliceret. I år lander vi igen på 2,9% af de adspurgte, som synes det er bøvlet at benytte teknologien.

91,4 % af de adspurgte forventer at scanne QR-koder i fremtiden, hvilket faktisk er et fald på 5,1%. Måske lidt overraskende - men der er nok mange der er blevet godt og grundigt skuffet over at det indhold som de er blevet præsenteret for ikke rigtig har levet op til deres forventninger.

En respondent skriver eksempelvis:

"Det virker irriterende, når den side QR-koden peger på, ikke er udviklet til smartsphones eller tablets .. Det er decideret ubegavet"


Vi har nemlig stadig et problem med at benytte teknologien i en relevant sammenhæng og det bliver straffet. De personer, som i vores undersøgelse svarede at de mente at indholdet bag koderne i høj grad var relevant, har kun en mindre stigning på knap 2%. Der er derfor stadig et stort behov for at sikre, at teknologien bliver brugt i en relevant sammenhæng.

En anden respondent skriver:


"Firmaer skal huske at QR-koder er til mobiltelefoner. Derfor skal linket der henvises til være optimeret til mobil-telefoner. Det er latterligt at scanne en kode og så komme til at fullsize website hvor man skal scrolle frem og tilbage for at se/læse indholdet"


Så derfor, hvis I er i tvivl kan I læse vores tidligere blogindlæg om hovedreglerne for brug af QR-koder, indlægget indeholder de fem steps I skal være opmærksomme på for at gennemføre en succesfuld QR-kampagne.

Hvor ser vi så de små firkanter?

Det er stadig tilbudsaviser, adresseløse forsendelser og printannoncer, der er med til at drive trafikken. Adresseløse forsendelser er højdespringeren, med hele 13% stigning i brugen. Folk er dog efterhånden begyndt at forstå, at QR-koder ikke har den store relevans i et digitalt medie. Brugen på internettet er faldet med knap 10%.

Et tronskifte inden for scanner apps. 

ScanLife er skubbet af tronen som den mest brugte scanner. Ved vores seneste undersøgelse brugte ca. hver fjerde bruger ScanLife mod lidt under 20% i år. Den nye konge på tronen er QRreader med knap 25%. Der er dog en fornuftig forklaring på dette. ScanLife er begyndt at køre annoncering i deres app, som godt kan være med til at slutbrugerne vælger den fra. QRreader er en open source app til både Android og iPhone, som ikke viser reklamer og dermed naturligvis også er med til at give den en øget brug.

Vi har accepteret teknologien men har dumpet brugen 

Den umiddelbare konklusion på dette års tal må være, at vi gerne vil bruge QR-koderne, men det ikke er noget vi samles om, rundt om kollegaens skrivebord. Man kan sige, at QR-koden som teknologi gået mainstream. Der er dog stadig et stykke vej til at forbrugerne får tillid til, at de QR-koder, som Call-to-Action teknologi, rent faktisk tilbyder det de lover. Men vores klare fornemmelse er, at den generelle brug har fået et løft inden for det sidste år, blandet andet i kraft af mange self-serviceløsninger, som eksempelvis vores egen gratis generator med statistik eller de fuldt integrerede produkter fra Post Danmark. De har været med til at gøre det nemmere at benytte teknologien professionelt. Begge løsninger, er med til at give en mere helstøbt oplevelse, da QR-kode teknologien er suppleret med analyseværktøjer og landingpage builder.

Hvis du signer op til vores nyhedsbrev i højre hjørne, så sender vi dig de samlede tal for 2013 når de er klar.

Analysen er fortaget via Analyse Danmarks online panel, DK-panelet, som har angivet de har en smartphone.